|
Mål og visioner
Foreningens primære formål er at skabe et netværk i København for rollespillere og styrke venskaber mellem foreningens medlemmer. Foreningen vil også have som formål at udbrede kendskabet til bordrollespil som en social og aktiv hobby.
Foreningens sekundære formål er, at medlemmerne via dette netværk kan lave kreative aktiviteter, f.eks. rollespils- og skrivegrupper.
Foreningens struktur og aktiviteter
Dette er et katalog over aktiviteter, jeg tænker kan afholdes i foreningens regi. Der kan skæres aktiviteter væk, eller fyldes flere aktiviteter på efter behov og lyst. Udgangspunktet er, at vi laver det som medlemmerne har lyst til. Jeg forestiller mig, at man skal starte med en kerne af aktiviteter; lægge et fundament og så gradvist udbygge dem.
Kernen i foreningen er et månedligt møde på en skole i lokaler, der bliver stillet til rådighed af kommunen. På dette møde spilles der rollespil, frit efter den model som medlemmerne ønsker; men jeg håber at fokus bliver på enkeltstående scenarier, så medlemmerne hele tiden blandes på ny og lærer nye mennesker at kende.
Disse møder suppleres med caféaftener efter arbejdstid på en af Københavns mange hyggelige cafeer, hvor man kan følge op på aktiviteter eller blot hygge sig.
Sideløbende med disse, kan medlemmerne samles om aktiviteter i grupper, som afholdes hjemme hos medlemmerne. Det kunne være faste rollespilskampagner, emnegrupper om f.eks. sagnvæsner eller historiske perioder, eller skrivegrupper hvor der skrives rollespilsscenarier eller fanzines.
Hyttetur én gang om året, i juli måned. Tre dage med rolle- og brætspil.
Aktion over eller byttedag med brugte rollespilsting, en eller to gange om året.
Udadvendte aktiviteter
Jeg forestiller mig, at foreningen kunne have indtil flere årlige aktiviteter, som er mere udadvendte:
Fantask afholder hvert år i februar eller marts en en-dags spilfestival, med det formål at introducere rollespil og beslægtede aktiviteter for nye mennesker. Foreningen kunne være tilstede med korte rollespilsscenarier; f.eks. to borde for de yngste rollespillere og et bord for de lidt mere øvede.
Tur til Fastaval i Århus i april måned. Medlemmerne samles på hovedbanegården og tager samlet på con.
Summercamp i samarbejde med Københavns kommune. Én uge i sommerferien, med rollespil for de unge på Nørrebro. Formålet er at introducere unge for rollespil.
Café og rollespil på Viking-Con i oktober måned. Det er min oplevelse, at rollespil har haltet meget på Viking-Con de senere år. Der er behov for nye forfattere og spilledere. Foreningen kunne lave et forfatterkursus i foråret og følge dette op med en skrivegruppe hen over sommeren op til Viking-Con. Jeg forestiller mig, at foreningen kunne være en aktiv med- og modspiller til Viking-Con, og derved være med til at løfte connen.
Man kunne afholde en mini-con en gang om året, hvor der spilles rollespilsscenarier og brætspil, drikkes øl og hygges. Jeg kender til nogle ret inspirerende lokaler, som foreningen kunne leje for en weekend.
Tanker bag foreningsstrukturen
Det er ikke min ambition, at foreningen skal have egne lokaler hverken på kort eller længere sigt. Jeg ønsker mig en forening, der er åben for alle aldersgrupper, også dem over 25 år.
- Sådan som foreningsloven er udformet, er den en ungdomsstøttelov og folk over 25 år er kun velkomne i foreningerne, hvis de sidder i bestyrelse eller er instruktører. Jeg er kommet til den erkendelse, at en forening i egne lokaler, med den procentdel af lidt ældre medlemmer jeg har set i de foreninger jeg har været medlem af gennem årene, ganske simpelt ikke kan eksistere under den nuværende lovgivning. Jeg har også den opfattelse, at det blot er et spørgsmål om få år, før den lov der tilsiger at kommunen skal give støtte til foreninger, ændres til at kommunen kan give støtte; dvs. at foreninger så skal møde op én gang om året, og overbevise kommunen om alt det gode man gør for kommunens unge. Jeg tror altså, at vilkåerne for foreninger skærpes i se kommende år.
- Jeg har den erfaring, at alle de aktive samles omkring bestyrelsen. Bestyrelser i foreninger med egne lokaler bruger al deres energi at opretholde lokalerne; sikre økonomien, være efter medlemmerne så de betaler kontingent, når de ikke vasker op eller gøre rent efter sig. Resultatet bliver, at der bliver ikke overskud til kreative aktiviteter.
- Det er så dyrt at holde lokaler, at kontingentet bliver ret højt. Det høje kontingent bliver ekskluderende; gode kreative kræfter holder sig væk pga. kontingentets størrelse og massen af aktive medlemmer bliver mindre.
Indkaldelse til stiftende generalforsamling
i Valby Kulturhus, Valgårdsvej 4-8, 2500 Valby
Onsdag den 17. februar kl. 19.00
hvor foreningen Fantastik vil være vært
Forslag til dagsorden
1. Velkomst ved Bjarne Sinkjær
2. Valg af ordstyrer
3. Endelig fastlæggelse af dagsorden
4. Valg af referent
5. Diskussion af visioner og arbejdsformer
6. Beslutning om oprettelse af forening
7. Vedtagelse af vedtægter
8. Valg af forretningsudvalg
9. Fastlæggelse af kontingent
10. Eventuelt
Forslag til den stiftende generalforsamling
Navne diskussioner bliver nemt lange og trælse – og alle de gode domænenavne er efterhånden taget. Jeg foreslår derfor navnet Dysnomia. Ordet er græsk, og er navnet på lovløshedens gudinde. Nu skal jeg være den sidste til at være fortaler for lovløshed. Jeg vil hellere spinne navnet derhen, at 'lovløshed' kan også stå for frihed – og i vores hobby er fantasien det eneste der sætter grænser. Dysnomi er datter af Eris, stridens gudinde. Strid, eller konflikten, er kernen i de fleste af vores fortællinger, så det passer også meget godt ind. Dysnomia er måske ikke så lækkert på tungen, men jeg tror det vil appellerer til et lidt mere modent publikum. Sidst men ikke mindst er domænet ledigt.
Forslag til vedtægter
§1. Foreningens navn er [navn].
§2. Foreningens formål er at udbrede kendskabet til rollespil. Foreningen skal skabe et netværk for rollespillere i København og styrke venskaber mellem foreningens medlemmer.
§3. Foreningen er hjemmehørende i Københavns kommune.
§4. Foreningens medlemmer.
Stk 1. Som medlem optages enhver, der interesserer sig for rollespil, samt beslægtede aktiviteter, anerkender foreningens vedtægter og betaler det fastsatte kontingent. Medlemskab gælder fra kontingentets indbetalingsdato og fornys årligt.
Stk. 2. Bestyrelsen har beføjelser til at fastsætte aldersbegrænsninger for medlemmer. Bestyrelsen kan afvise tidligere ekskluderede. medlemmer af foreningen.
Stk. 3. Et enigt forretningsudvalg kan ekskludere et medlem øjeblikkeligt, hvis medlemmet har handlet mod foreningens interesser. Eksklusion af et medlem skal meddeles på førstkomne generalforsamling med begrundelse fra bestyrelsen. Denne begrundelse skal dog undlades, i fald det ekskluderede medlem ønsker det. Eksklusion af et medlem kan underkendes af et flertal af foreningens medlemmer.
§5. Foreningens generalforsamling.
Stk. 1. Generalforsamlingen er foreningens højeste besluttende organ.
Stk. 2. Ordinær generalforsamling afholdes 1 gang årligt. Det bestræbes, at denne afholdes i februar eller marts måned. Den ordinære generalforsamling skal indkaldes med mindst 6 ugers varsel ved udsendelse af en foreløbig dagsorden. Forslag til den endelige dagsorden skal være formanden i hænde senest 4 uger før generalforsamlingen. Den endelige dagsorden samt det reviderede regnskab skal være medlemmerne i hænde senest 14 dage før generalforsamlingen.
Stk 3. Ekstraordinær generalforsamling skal indkaldes med mindst 3 ugers varsel ved udsendelse af en foreløbig dagsorden. En ekstraordinær generalforsamling kan indkaldes af formanden, 3 bestyrelsesmedlemmer eller en fjerdedel af foreningens medlemmer. Forslag til den endelige dagsorden skal være indkalderen i hænde senest 2 uger før generalforsamlingen. Den endelige dagsorden skal være medlemmerne i hænde senest 1 uge før generalforsamlingen.
§6. Procedure for generalforsamlingen.
Stk. 1. På hver generalforsamling vælges en dirigent og en referent. Dirigenten leder mødet og kontrollerer som det første efter mødets åbning generalforsamlingens gyldighed samt gyldigheden af brevstemmer. Referenten indfører generalforsamlingens beslutninger i foreningens protokol og udarbejder et referat af generalforsamlingen.
Stk 2. På generalforsamlingen træffes beslutninger ved almindelige flertalsafgørelser, medmindre andet er angivet i disse vedtægter. Der kan træffes beslutninger om alle punkter på dagsordenen, dog kan der ikke træffes beslutninger under Evt.
Stk 3. Stemmeret på generalforsamlingen har alle, der har været medlem af foreningen i mindst 1 måned og som ikke er i kontingentrestance. Såfremt et flertal på ¾ af de fremmødte stemmeberettigede støtter det, kan generalforsamlingen dog vælge at tildele ikke-stemmeberettigede personer stemmeret.
Stk. 4. Det er muligt at indsende brevstemmer til en generalforsamling. I så fald skal brevstemmen være dirigenten i hænde, senest når mødet starter.
Stk. 5. Hvis blot ét medlem ønsker det, skal afstemninger på generalforsamlingen foretages anonymt.
§7. Dagsorden for den ordinære generalforsamling.
01: Valg af dirigent og referent.
02: Kontrol af generalforsamlingens gyldighed.
03: Kontrol af brevstemmers gyldighed.
04: Formandens beretning.
05: Kassererens beretning.
06: Kassereren fremlægger det reviderede regnskab.
07: Indkomne forslag.
08: Fastsættelse af kontingenter og godkendelse af budget.
09: Valg af de navngivne bestyrelsesposter, der er på valg.
10: Valg af menige bestyrelsesmedlemmer og suppleanter.
11: Valg af revisor og revisorsuppleant.
12: Evt.
§8. Foreningens bestyrelse.
Stk 1. Foreningen ledes af et forretningsudvalg. Dette udvalg består af en formand, en sekretær og en kasserer, samt fire menige medlemmer. Dette forretningsudvalg er foreningens højeste myndighed mellem generalforsamlingerne. Bestyrelsen kan rekonstituere sig selv til enhver tid, dog kan der kun konstitueres en ny formand, dersom den gamle har forladt bestyrelsen i utide.
Stk. 2. Forretningsudvalget vælges på foreningens generalforsamling. Valgbare er alle, der er stemmeberettigede og myndige. Et bestyrelsesmedlem kan vælges in absentia, såfremt medlemmet skriftligt har begæret ønske om at stille op. Denne begæring skal være dirigenten i hænde, senest når mødet starter.
Stk. 3. Formanden og kasseren er kun på valg i ulige år. Sekretæren er kun på valg i lige år, med mindre disse har afhændet deres hverv før tid. Da kan nye vælges på næstkommende generalforsamling. De menige bestyrelsesmedlemmer og suppleanterne er på valg hvert år.
Stk. 4. Bestyrelsens suppleantliste er åben. Der skal mindst vælges 2 suppleanter samt 1 suppleant specifikt for kassereren. Suppleanter forpligter sig til at holde sig orienteret om bestyrelsens arbejde.
Stk. 5. Hvis en formand ønsker at afhænde sit hverv i løbet af valgperioden eller af andre årsager ikke længere kan varetage sit hverv, konstitueres sekretæren til formand.
Stk. 6. Hvis en kasserer ønsker at afhænde sit hverv i løbet af valgperioden eller af andre årsager ikke længere kan varetage sit hverv, konstitueres kasserersuppleanten til kasserer. Kasserersuppleanten er også stedfortræder for kassereren i det daglige arbejde.
Stk. 7. Foreningen tegnes udadtil og økonomisk af formanden og kasseren.
Stk. 8. Eksklusion af et medlem fra bestyrelsen eller en suppleant fra suppleantlisten kan ske, dersom vedkommende ikke opfylder sine forpligtigelser som sådan. Eksklusion kræver, at de øvrige valgte og konstituerede medlemmer af bestyrelsen er enige herom.
Stk. 9. Bestyrelsen kan væltes på en ekstraordinær generalforsamling, såfremt 2/3 af de fremmødte stemmeberettigede ønsker dette.
§9. Foreningens regnskab og revision.
Stk. 1. Kassereren fører det daglige regnskab. Den samlede bestyrelse er ansvarlig for at overholde det på generalforsamlingen godkendte budget.
Stk. 2. På den ordinære generalforsamling vælges hvert år en intern revisor og en intern revisorsuppleant. Begge har til enhver tid adgang til foreningens regnskaber.
Stk. 3. Regnskabsåret følger kalenderåret.
Stk. 4. Adgang til foreningskonti begrænses til formand, kasserer, sekretær og kasserersuppleant. Sekretær og kasserersuppleant dog med fuldmagt.
§10. Ændringer af disse vedtægter.
Stk. 1. Ændring af disse vedtægter kan ske på enhver generalforsamling, hvor forslag herom er på dagsordenen (i henhold til §6, stk. 2.).
Stk. 2. Vedtagelse af vedtægtsændringer kræver et stemmeflertal på 2/3 af de afgivne stemmer.
§11. Nedlæggelse af foreningen.
Stk. 1. Nedlæggelse af foreningen kan kun ske på to på hinanden følgende generalforsamlinger. Ved hver af disse generalforsamlinger skal foreningens nedlæggelse vedtages med et flertal på ¾ af de afgivne stemmer.
Stk. 2. I tilfælde af nedlæggelse af foreningen tager den sidste af de to generalforsamlinger stilling til, hvilke andre foreninger med lignende formål, foreningens midler skal overgå til.
§12. Datering af disse vedtægter.
Disse vedtægter blev nedfældet første gang, d. xxx og er senest ændret, d. xxx.
Hvem er jeg?
Jeg hedder Bjarne Sinkjær. Jeg har været aktiv i det Københavnske rollespil i mere end tyve år, bla. i foreningerne Erebor og Avalon. Jeg har skrevet 9 scenarier til Viking-Con og artikler til bla. Fønix, X3M og Ravnen. Jeg er også medlem af Foreningen Fantastik og sidder i bestyrelsen. Jeg er 44 år og uddannet teknisk tegner.
Hvis du har spørgsmål, er du velkommen til at kontakte mig pr. mail på bjsink@gmail.com eller mobil 40 61 04 51 |