Om Savage World reglerne

Generiske systemer hænger ikke ligefrem på træerne. Det er også en svær nød at knække, da spilkonventionerne for gusten realisme og heroisk fantasy er meget forskellige. Med Savage World får du regler du kan bruge til både fantasy, pulp og science fiction, men med vægten lagt på et hurtigt og actionpræget spil, snarere end realistiske, detaljerede regler og dybe personligheder. En spilperson i Savage World defineres hovedsageligt af en række egenskaber som styrke, smidighed, intelligens osv. og færdigheder som skydning, diplomati eller sømandskab. Lige så vigtigt, er et fordele/ulempe system, som kan minde om GURPS's, dog uden at være så detaljeret.

Færdighederne dækker meget bredt. Færdigheden Skydning dækker f.eks. alt fra slangebøsser til bazookaer. Ens evne i en færdighed defineres af en terning som går fra D4 til D12. For at klare en handling, slår du terningen (og en D6 hvis man er Helt), og skal slå 4 eller derover med en af dem, for at klare det. Det er et meget episk system. Der er en fair chance for at klare almindelige kedelige handlinger, mens kamp straks bliver lidt sværere.
Du får nogle bønner som du kan bruge til at slå handlinger om med, eller undgå svære sår. Både spillerne og spillederen får dem, og dermed du at superskurken, som spilpersonerne har jaget gennem fire lande, omkommer på en kedeligt måde, fordi han ikke lige klarer sit springe rul og falder ned i en kløft. En anden ting der støtter dette, er at alle Helte og Superskurke har tre liv, mens bipersoner må nøjes med et enkelt. Heltene skal dog ikke føle sig udødelig af den grund, for med et heldigt slag kan en biperson godt slå en helt ihjel.
Hindrances er fysiske eller psykiske 'handicaps', som står mellem vores helte, og rigdom og hæder. Der er ikke mange af dem og de er set før, hvilket godt kan gøre det svært at lave unikke karakterer. Nogle hindrances defineres af spilleren, f.eks. dårlige vaner og fobier. Der er flere ulemper i de forskellige supplementer, men der kunne godt være et større udvalg.
Edges er enten generiske fordele som kan gives til alle karakterer uanset deres rolle, eller professionelle edges, der nærmest definere karakteren som en klasse, uden at være så ufleksibel som klasser i D&D. De fungerer mest af alt som D&Ds feats. De fleste er relateret til kamp, eller at lede bipersoner i kamp. Eksempler på baggrunds edges er stor formue, godt udseende eller en sidekick karakter.

Mens Savage World ikke går så meget op i brugen af evner og færdigheder, er kampreglerne til gengæld rimeligt nuancerede, så kampene bliver dynamiske og sjove. Det er hurtige regler, for der er ikke dodge eller parry rul, der kan sløve kampen ned. Man finder ud af hvem der går først, ved at dele almindelige spillekort ud fra en bunke. Det virker ret smart, da alle kan overskue hvem der kommer hvornår og fordi ingen kan få deres action samtidigt. Trækker man en joker, får man en stor fordel, og kan lettere gøre et eller andet heroisk. Våben er beskrevet med tilpas detaljerede, så der er forskel på en pistol og en riffel, men ikke den store forskel mellem en AK47 og en M16.
Savage World lægger meget op til, at man skal bruge Håndlangere både på skurke- og heltesiden, og at man bruger figurer til små væbnede sammenstød. Rollespils- og figurkrigsspils reglerne er fuldstændig integreret og der er ikke behov for forenklinger eller konverteringer. Jeg tror dog at både spillerne og spilleder skal være rimeligt godt inde i reglerne før man giver sig i kast med det, da spillet ellers bliver sløvet meget.

Sidst, men ikke mindst, er der nogle Arkane Powers. Det er enten magi, mirakler, superkræfter eller gal videnskab. De virker alle sammen på nogenlunde samme måde, men finder hver deres specielle udtryk. I stedet for en lang liste af formularer, er der 24 forskellige kræfter, hvis endelige udformning kan/skal tilpasses den Arcane Power man bruger og den verden som man spiller i. Det betyder at man kan lave sin troldmand eller superhelt med. f.eks. et is eller plante tema, og så give ens Powers et lille twist; det kunne være at ismagien virker bedre mod ildmonstre osv. Jeg synes mægtig godt om ideen om at man selv kan give sin troldmand et 'personligt udtryk'. De 24 powers kan man enten synes er for lidt eller en frihed. Jeg synes antallet er meget passende, for der er ikke så meget man skal huske.

Du kan læse mere om Savage World på Pinnacles hjemmeside her. De har også startguides til reglerne og om figurkirgsspil. Du finder dem her:

Savage World Testdrive

Gratis introduktionsguide til Savage World reglerne, lige til at hente ned. Link til Pinnacles hjemmeside. PDF.


Savage World Showdown

Regler til figurkrigsspil i Savage World reglerne. Link til Pinnacles hjemmeside. PDF.

Af Bjarne Sinkjær