15 mm huse til 2. verdenskrig - større huse
 


På Viking-Con 23 i 2004 afholdte Foreningen Avalon første gang en stor demo, med figurkrigsspil sat i 2. Verdenskrig. Det var for os helt nyt med 'historiske' bygninger (Normandiet på D-dagen) - og en hel ny skala for den sags skyld. Vi brugte et relativt 'lille' regelsystem, Baptism of Fire, hvor figurerne var 15 mm og blev baset individuelt på 25 ører. Vi skulle jo have nogle huse og en af vores medlemmer, Henrik Bisgaard, havde ambitionerne - og tiden - til at lave både et spilbræt der var 2,2 x 4,5 m og en masse små huse; det blev så min opgave at male dem.

På Viking-Con 24 gentog vi arrangementet, nu med Flames of War regler og en hel del flere figurer. I den anledning lavede vi nye huse, som var specielt designet til reglerne - FoW har nemlig 5 infanterister monteret på samme base og de kunne ikke altid være i de gamle huse.


Spillepladen fra VC24, med fabriksanlægget og silo forrest.

De fleste store huse er lavet som ruiner. De typisk er lavet i et stykke og kan ikke skilles ad i etager. Da taget er faldet ned, kan man sagtens komme til figurerne inde i huset. Henrik har flere steder lavet 'hylder' ved etageadskillelserne, så der lige kan stå en FoW base. Jeg tror ikke man skal lave husene mere end 3 etager høje, da der så bliver svært at komme til.


Russisk varehus i ruiner

Et sønderskudt varehus lavet af Henrik Bisgaard. Taget er brændt og er faldet ned; kun ydermurerne er tilbage. Der burde være en meget stor bunke murbrokker inden i huset, men de er udeladt, da der skal være plads til figurer. Jeg har skåret større skudhuller i facaden og lavet små skudhuller med en stor nål - bemærk at skudhuller vil være hyppigere omkring vindues- og døråbninger. Til de store huller starter jeg med at skære en trekant, og derefter skære V-stykker ud derfra, indtil jeg får en uregelmæssig 'stjerne'. Vi har lavet løse ruindynger vi kan lægge omkring husene.

Vi prøvede at bruge noget struktur grundmaling på sprayflaske fra Games Workshop; det blev egentligt meget godt, men malingen var ret dyr i brug, dækkede skudhullerne til og kunne alligevel ikke ses på 1,5 m afstand - så det er vi holdt med igen.

Facaden er opdelt i en nedre sektion der er malet beige, og resten som er grå. De to områder er adskilt af en tynd 1 x 2 mm træliste. Facaden fik først en grundfarve, f.eks. grå, derefter drybrushede jeg facaden med en stor pensel i mørkere grå. Til sidst fik den endnu en gang drybrush, men nu i en lysere kulør. Der giver en meget god og 'dyb' overflade der ser ud som om den er mærket af tidens tand. På ruinerne er der større forskel i farverne, da de skal se hærgede ud end normale huse. Der er sodet over vinduesåbningerne efter brand - jeg er dog ikke helt tilfreds resultatet.






 







Russisk Ruin

En ruin der enten kan bruges sammen med varehuset eller alene. Bruges det sammen med varehuset, får vi et prominent hjørnehus, ud til f.eks. en plads.

 


Russisk Ruin

Denne ruin er lavet så det kan stå på den modsatte side af gaden, overfor varehuset - og på den måde skabe noget symmetri i byrummet. Lavet af Henrik Bisgaard.


 


 

Fransk fabriksanlæg

Vores fælles projekt var at lave et fabriksareal bestående af en stor kornsilo, et maskinhus og en fabrik. Jeg lavede denne fabrik, mens Henrik Norberg lavede siloen og maskinhuset. Min tanke var at have en oprindelig hovedbygning, hvor man senere havde bygget en fabriksbygning og et lagerhus til. Det blev derfor en blanding af stilarter. Det er meningen at husene enten kan bruges sammen eller hver for sig.
Hovedhuset er i 3 etager, med en dobbelthøj garage. Jeg har sat en liste nederst ved etageadskillelsen, for at camouflere den lidt (listen mangler de steder hvor huset skal støde op til andre huse). Jeg limer altid et lille stykke liste (1 x 1 mm) på facaden, lige under hvert vindue og over dørene. Taget er beklædt med plastic med tagstensprofil, købt i Model og Hobby. Det er selvfølgelig noget fordyrende, men det ser godt ud. På billedet har pladen løsnet sig smule, fordi jeg har brugt trælim.
Fabrikken har nogle fordybninger, til når jeg giver mig tid til at lave maskiner. Der er gjort plads til FoW baser mellem maskinerne. Bygningen har et lidt kompliceret tag. Det ikke blev gjort nemmere af, at dele af det er sprængt bort. Taget er beklædt med plastik med en rillet overflade, så det ligner f.eks. et bliktag. Det samme plastik går igen i ruindyngerne.
Lagerbygningen er ikke så spændende. Når portene er så højt oppe, skyldes det at jag har lavet en togperron som kan ligge langs med hele bagsiden af huset.




 















'Sniper' tårn

Ruin lavet så snigskytter har en godt sted at skyde fra. Lavet af Henrik Bisgaard.


 

Russisk Ruin

Et hus lavet efter samme principper som de andre ruiner. Der er hul i facaden, så en mindre kampvogn kan køre gennem ruinen. Ifølge Henrik, er huse stærkest omkring skorstenene, så de vil ofte stå tilbage, selvom dele resten af facaden er faldet sammen. Lavet af Henrik Bisgaard.