Bondehuse
Bondehusene er 'variationer over samme tema'. Alle husenes ydre mål, og vinduernes placering er de samme; jeg har varieret dette grundtema med forskellige udhuse, ved at placere dørene andre steder og ved at male husene i forskellige farver. Tagene er også ens, så vi ikke skal bekymre os, om hvilket tag hører til hvilket hus. Jeg har ikke lavet gulv i husene, da pladsen er lidt snæver og jeg så kan få fat i genstridige figurer ved at løfte husene.
Til udhusene har jeg brugt isoleringskum med meget høj vægtfylde (jeg kender ikke dets tekniske navn). Jeg har forsøgt at lave planker, ved at presse en kniv ned i skummet - og det synes jeg er lykkedes nogenlunde. Jeg plejer at lime en lille liste under hvert vindue og over hver dør; det bryder lidt med den flade facade. Der mangler nok nogle skodder omkring vinduerne, før husene bliver rigtigt franske.
Førhen grundmalede jeg husene sorte, med en Games Workshop grundmaling på dåse, men det er der egentlig ikke nogen grund til, da malingen dækker pappet rimeligt efter 2 påføringer og da drivmidlet kan opløse skummet. Visse steder har jeg ikke malet vindue- og døråbninger; hvilket er pinligt tydeligt på billederne. Det sjuskeri er siden blevet rettet :-)
Facaderne og tagene er blevet malet af tre omgange. De bruger vist meget lyse grållige farver i Frankrig, så mine huse er nok malet lidt forkerte. Jeg startede med en grundmaling i 2-3 omgange. Derefter tog jeg en stor pensel, smurte den en smule ind i en mørkere nuance, tørrede det meste af malingen af igen på en toiletrulle og børstede facaden. Til sidst fik facaden en børstning til, men i en lysere nuance af grundmalingen. Denne metode synes jeg giver facaden dybde og struktur. |