| |
|
På denne side vil jeg med tiden vise køretøjer fra Old Crow, som er malet af tre forskellige malere. I første omgang finder du køretøjer malet af en af mine venner, Torben Kastbjerg, og mig selv.
|

| Mine civile køretøjer |

Gecko Scout variant
Lige som Torbens køretøjer, er disse egentligt militære køretøjer der er malet civile. Bilerne blev samlet og grundede sorte. Jeg malede derefter chassiet med en 'wetbrush', en teknik der ligner 'drybrush' ved at man forsøger at bibeholde skygger, men får et mere dækkende lag, da man har mere maling på penslen. Det fungerer fint efter noget øvelse, man man skal ofte trække nogle linier og skygger op.
Jeg malede en luge rød på bilen, som om det var blevet erstattet med et fra en rød bil, men jeg er ikke helt tilfreds med resultatet. Efter første lag maling drybrushede jeg køretøjerne med brunt, for at give dem et brugt og beskidt udseende.
Dækkene blev malet sorte og derefter drybrushet med brunt, som får dem lidt til at ligne lakrids. |
|

Provider Transport
Metalflader blev drybrushet med metal, og fik derefter en sort wash – det eneste sted jeg har brugt wash. Jeg er ikke glad for wash, da jeg synes det er svært at styre og man ofte får skjolder, så jeg bruger kun teknikken på metal, og på pels og hår.
Til sidst malede jeg detaljer op; handtag og lignende i metal. På udsatte steder, malede jeg områder hvor malingen er slået af, så man kan se metallet. Først sort og så metal inden i det sorte. Vinduerne vil jeg normalt male i blå nuancer, men da bilen var blå, valgte jeg i stedet at male dem grønne. For at understrege effekten, har de fået en gang klar lak.
Jeg har ikke brugt så meget tid på disse køretøjer - uden dog at jeg på nogen måde kan hamle op med Torbens hastighed... |

| Militære køretøjer |

Outrider Scout Vehicle
De militære køretøjer er malet efter et nutidigt fransk farvetema, som hyldest til en rollespilskampagne jeg for år tilbage deltog i. Det gør måske, at de ikke er så generiske, men til gengæld kan jeg svælge i franske eder mens jeg spiller :-). Soldaterne, som de skal bruges sammen med, er holdt i samme farvenuancer, af beige og brunt. Det lille køretøj er til hovedkvarteret, mens det store er til en sektion soldater. De vil senere få følgeskab af en kampvogn og en 'Combat Lander'.¨
Jeg har brugt militærfarver fra Vallejos linie af modelmalinger, som dels giver det rette militære 'look', dels dækker godt og er rare at male med. |
|

Claymore APC
Køretøjerne er stort set malet efter samme metode som mine civile køretøjer, bortset fra at de er i camouflage og malet til at passe til mit ørkenterræn. Jeg har malet de lyse farver først og derefter den mørkere brune. Overgangen er blødt op med en enkelt streg i en farve, som er en mellemting mellem de to farver. Man kunne sagtens gøre overgangen blødere, men det synes jeg nu ikke er nødvendig. Jeg har drybrushet de to farver hver for sig.
Trikoloren er malet ved at klistre et canadisk flag på, og så male flaget op i rødt og blåt. Tallene er overføringsmærker, som efterfølgende har fået mat lak. |

Hvor
kan jeg få mere at vide?
Old
Crows hjemmeside finder du her.
Vellejos modelfarver finder du her.
|
|