S
Steamtank fra Ironclad Miniatures
 

Ironclad laver en masse terræn i resin; skyttegrave, ruiner og bygninger til 15, 20 og 25 mm 1. & 2. Verdenskrig figurer, baser til FoW figurer, 25 mm Victoria Age soldater og steamtanks, brolagte gader til 25 mm. Det er en af disse steamtanks jeg vil kigge på denne gang.

Jeg har altid holdt af Steam Punk; tanken om sod, hvæsende damp, blankpoleret kopper, gentlemen altid parate til at forsvare Imperiet og ondsindede mesterskurke som prøver at opkaste sig til herrer over samme – alt det får mit hjerte til at banke.

Da vi i Avalon pungede sammen til at købe nogle skyttegrave fra Ironclad Miniatures til vores Flames of War, opdagede jeg at samme firma også lavede steamtanks – og jeg købte en enkelt, ikke fordi jeg regner med at bruge den til noget, men fordi en sådan måtte jeg bare eje.

Alle dele var pakket godt ind i poser, og resindelene var pænt slebet til. Der var nogle få støberester, som jeg måtte fjerne med en kniv.


Steam No. 3    

Pakken gør ikke meget stads af sig

Kampvognens dele

 

Modellen var pænt støbt, og alle bolte står skarpe. Jeg kan godt lide de koøjer, som besætningen har at kigge ud af, samt den store kedel der er boltet bag på køretøjet. Så vidt jeg kan se af bælterne og drivhjulet, så har kampvognen gummibånd i stedet for metalbælter.

Jeg har selv foretaget nogen ændringer på modellen. Der var boret et hul i chassiset hvor tårnet skulle sidde, men der var ikke noget tilsvarende hul under tårnet, så jeg endte med at skære en rund pind til og lime den fast. Det tog mig lidt tid at på 'tappen' til at sidde ordentligt, så tårnet drejede pænt rundt. Jeg kunne godt have tænkt mig at tårnet var blevet hævet 1 mm fra chassiset, så jeg limede nogle plastikstykker på tårnets underside. Som en sidste ting, så limede jeg nogle kroge fra min 'bit box' på forsiden af kampvognen.


Steam no. 3 set forfra
 
Steam no. 3 set bagfra

Ud over den steamtank jeg har omtalt her, findes findes der mange flere, som du kan læse mere om på Ironclad Miniatures' hjemmeside. Kvaliteten er bestemt i orden og jeg synes at priserne er rimelige.

Hvor kan jeg få mere at vide?

Ironclads hjemmeside finder du her