Har
figurkrigsspil noget til fælles med liverollespil?
Figurkrigsspil er mange ting, lige fra studier af Napoleons nederlag
ved Waterloo, fantasy hvor horder af elvere og orker tæver
hinanden til pulp, og så til science fiction med hovertanks
og store rumskibe. Hvis du spørger ham der spiller historiske
spil, vil han nok rynke forarget bare ved tanken om liverollespillere,
mens dem med orker, elvere og rummarinere sikkert vil nikke genkendende
til meget af det liverne går og laver. Det er nok mest det,
at vi trækker på de samme historier og myter; Ringenes
herre, Klodernes Kamp, bare for at nævne nogle af de gode
klassikere. Live og figurkrigsspil har også det til fælles,
at man både er kreativ og spiller - liverne syr deres tøj
og laver teater, mens vi maler figurer og spiller med dem. Der er
selvfølgelig også forskelle. Det der med at gå
ud i den grønne skov.. det lugter for meget af motion - og
ens figurer bliver også bare væk.
Hvorfor er figurkrigsspil sjovt?
Øh.
Hrm. Det bliver vist ikke nemt. Man kan spille hjemme på
sit spisebord (hvis man får lov af kæresten) og man
bliver ikke ædt af myg. Og så er det afslappende at
male figurer og man kan være kreativ både med pensler,
knive og lim, når man skal lave terræn. Reglerne til
figurskrigsspil er meget mere udfordrende. Der er også meget
samlemani over det; mange er mindst lige så fanatiske med
at samle hære, som at vinde over modstanderen.
Skal
man være meget til vold og laserpistoler for at spille figurkrigsspil?
Heh!
Det er vist lidt lige som rollespil; det handler om konflikter
og de fleste konflikter er jo voldelige. Det er sgu noget mærkeligt
noget; de fleste af os vil helst leve vores liv i fred og ro;
men samtidigt er vi fascineret af voldelige konflikter og synes
det er spændende; jeg tror det er vores hulemandsgener der
kræver deres ret en gang i mellem - og den spænding
kan vi så udleve gennem vores spil, som vi gør det
med bøger og film. Grundlæggende tror jeg ikke, at
figurkrigsspil er så meget anderledes end så meget
andet.
Hvem
er så den typiske figurkrigsspiller?
Der
er jo en hel del børn og unge der spiller, og de er ikke
specielt anderledes and andre børn. Blandt de voksne er
den typiske spiller en mand, ofte uddannede som teknikere eller
humanist. Jeg tror de indviklede regler tiltaler de dem, der er
lidt analytiske. Figurkrigsspillere er i øvrigt opdelt
i opdelt i dem, der mest spiller for at male figurer og dem der
mest maler for at spille. Jeg selv tilhører mest den første
kategori.
Må
piger også være med, eller er det en ren drengeklub?
Personlig
ser jeg helst ikke piger i figurkrigsspil - de er alt for hensynsløse
og så er det pinligt at få bank af en pige. Nej, nok
med pjat. Jeg har spillet bordrollespil og en sjælden gang
også live, i mange år efterhånden. Der er jo
sket det glædelige, at der er dukket mange flere piger op
både i klubberne og til spilkongresser. Flest i live tror
jeg, men bordrollespil er også godt med. Det er godt, fordi
de spiller på end anden måde end drengene og også
lægger en dæmper på mandehørmen. Men
piger der spiller figurkrigsspil? Hrm. Det er lidt pinligt, men
der er langt mellem pigerne. Det er vi sgu ikke gode til, det
må jeg ærligt indrømme. Måske er det
fordi, at de mange regler mest svinger med den måde, som
mænds hjerner fungerer på. Men jeg kan egentlig ikke
se en grund til, at de ikke skulle lege med; en af de bedste malere
herhjemme er en pige, som ikke bare maler rigtigt flot, men også
er feminin i sit valg af farver.
Hvad
går alt det dér maleri ud på? Er det ikke bare
brikker?
Hvis
det bare var brikker, kunne vi lige så godt spille skak
eller Ludo. Når vi alligevel spiller med figurer, så
er det jo fordi vores spillebrikker forstiller noget. Det gør
det lettere at leve sig ind i hvad der foregår i spillet
og gør det mere spændende, fordi der ligger historier
gemt i spillet. Der er nogen der helst vil være fri for
maleriet, men jeg synes det giver hobbyen en ekstra dimension.
Man kan være kreativ og gøre ens hær til noget
helt personligt og specielt. Jeg er rimelig god til at male figurer,
mens jeg til gengæld ofte får tæv i spillet;
men så i det mindste kan jeg trøste mig med, at jeg
går nederlaget i møde med stil.
Hvor
stor er sådan en figur egentlig, og hvorfor laver de dem
ikke lidt større?
Størrelsen
af figurerne afhænger af, hvor store styrker man ønsker
på bordet; hvis man prøver at spille Waterloo med
tusindvis af soldater, nytter det ikke at bruge store figurer;
det er simpelthen ikke praktisk, så der kan de være
helt ned til få millimeter store. Kampe mellem få
hundrede mand bruger lidt større figurer; 6, 10 eller 15
mm - man kan stadig have mange figurer, men man kan også
efterhånden se hvad de forestiller. Og så er der de
populære spil, hvor der er 50-100 mand på hver side.
Det bruger man traditionelt 25-28 mm figurer. I den skala kan
man stadig manøvrere rundt med rimeligt store grupper og
man kan samtidigt lave nogle fantastiske malearbejder. De største
figurer der bruges er 54 mm. Det er nu meget lidt brugt, da det
terræn man skal lave bliver alt for stort og klodset; de
store figurer kan heller ikke rigtigt noget, som de mindre figurer
ikke kan lige så godt.
Hvor
lang tid tager det at male en figur?
Det
tager mellem 1 og 8-12 timer at male en figur, alt efter hvor
detaljeret den er og hvor meget man gør ud af det. Det
er klart, at hvis man skal male hundrede orker, gør man
ikke så meget ud af det. Det vil sige.. nogen gør,
men de er også lidt for meget.
Hvorfor
er Warhammer det eneste figurkrigsspil, der er?
Det
er det heller ikke, men du har ret i at Danmark er Games Workshop
land.. Desværre. Jeg tror det hænger sammen med, at
der i Danmark ikke er nogen tradition for figurkrigsspil, anden
end den der er skabt af butikkerne. I England og USA har de en
lang tradition for at spille historiske spil. Allerede omkring
år nittenhundrede skrev H.G.Wells (jo, det er ham med Klodernes
Kamp) en bog han kaldte Little Wars, hvor han brugte tinfigurer
til at repræsenterer tropper. Efter krigen blev der grundlagt
et firma i USA, Avalon Hill, der solgte brætspil i tusindvis
op gennem 60'erne og 70'erne. Der skete også noget andet,
der betød en hel del. I 70'erne blev fantasy og science
fiction bøger meget populære og læstes af store
og små. Tanken om at kombinere de to - brætspil og
fantasi - lå lige for. I 1973 var der nogle nørder
der skabte Dungeons and Dragons, som var det første rollespil.
Dets forgænger hed Chainmail og det var faktisk et slags
figurkrigsspil, hvor en lille gruppe eventyrere, i bedste Tolkien
stil, kravlede rundt i huler, scorede rigdomme og udryddede bæster.
I 1981 blev firmaet Citadel Miniatures skabt, som senere begyndte
at udgive spil under navnet Games Workshop.
Men altså, alt det her spændende går vores næse
forbi og vi skal helt op i slutningen af firserne før der
skete noget her i Danmark. Og der var den store spiller på
markedet netop Games Workshop med Fantasy Battle og Warhammer
40.000.
Det er lidt af en investering både i tid og penge at spille
figurkrigsspil, så folk vil være sikker på at
få noget for pengene; så det er klart man spiller
det som ens venner spiller. Og det er Games Workshop i den ene
eller anden udgave. Mange unge bliver også introduceret
til figurkrigsspil af pædagoger i fritidsordninger, der
selvfølgelig spiller de spil som de selv spiller - Games
Workshop. Der er mange andre spil, der er både billigere
og bedre, men det er hundesvært at komme ind på det
danske marked - måske fordi det er så relativt et
lille.
Hvordan
kan jeg selv komme til at spille? Og skal jeg pantsætte
mit hus først for at få råd?
Det
nemmeste er, at få en der allerede kender reglerne til at
lære dig dem. Hvis han også har en hær du kan
låne, er det fint; det tager lang tid at male en fuld hær
og du vil jo gerne i gang. Hvis det går godt, finder du
ret hurtigt ud af, at det er sjovest at spille med din egen hær.
Når du så skal ud og investere i din hær, så
køb den du synes ser mest cool ud, i stedet for at prøve
at finde den sejeste hær; du vil forhåbentligt tilbringe
mange timer med at male den, så det er vigtigt at du synes
godt om slutresultatet. Med hensyn til prisen.. Det er lidt af
en investering at købe en hær, men jeg synes også,
man får mange timers underholdning for pengene. Du kan i
øvrigt spare penge ved at købe brugte figurer, for
der er mange der har en tendens til at forkøbe sig, så
brugte umalede figurer er ikke så svære at finde.
Nu har jeg en hær af dark elves, linealer og terninger
og en regelbog, 30 bøtter maling, 15 pensler, lim og alt
det dér. Hvor går jeg så hen?
De
fleste spiller sammen deres venner, hvor de nu kan finde plads
- men du kan også spille på spil-conner - de fleste
rollespilsconner har nemlig også turneringer i figurkrigsspil.
Hvis du er ung nok, arrangerer skolefritidsordninger kurser i
Warhammer. Og så er der flere foreninger rundt omkring i
Danmark. Jeg kender desværre kun foreningerne i København,
nemlig Dansk Figurspilsforening og Rollespilsforeningen Avalon.
Men ellers er det bare at søge på nettet eller spørge
sig frem.
Dette
interview har været bragt i Rollespilleren
#6 ,
Landsforeningen for Levende Rollespils blad. Det har derfor en
synsvinkel fra live-rollespil.
Spørgsmål:
Sebastian Flamant. Svar: Bjarne Sinkjær.