Dette
er ikke en kronologisk historisk oversigt over figurkrigsspillets
historie, men en personlig beretning over de sidste 15 år
som spiller. Artiklen har været bragt i festskriftet i forbindelse
med afholdelsen af Viking-Con 25, men er her bragt i en udvidet
og redigeret udgave.
I
starten var kun rollespil. Muren var lige faldet, og den kolde
krigs lange skygge endeligt forsvundet. Græsset var grønnere,
og man kunne trække vejret lidt mere let. Der var ikke noget
Internet, så det eneste jeg kendte til figurkrigsspil, var
hvad jeg kunne finde i min københavnske rollespilsbutik.
Det var ikke meget. Figurer var kun noget jeg brugte til rollespil,
det andet var alt for dyrt, og man skulle male for mange figurer.
Så skete det, at Games Workshop fik lidt mere styr på,
hvad de ville, og udsendte nye udgaver af deres to stamspil; Warhammer
Fantasy og Warhammer 40.000 - og de lavede også et spil,
som sendte mig ud på skråplanet. I parentes er Games
Workshop for figurkrigsspil, hvad TSR var for rollespil og Microsoft
er for computere - ikke til at komme uden om, og både elsket...
og ind i mellem afskyet.
Space
Hulk var et relativt simpelt spil sat i Warhammer 40.000 universet,
og det osede af atmosfære. Rumskibe havde det med at forsvinde
i det kaotiske rum, kun for at dukke op århundreder senere,
ofte klumpet sammen til nærmest organiske konstruktioner
kaldet Space Hulks. Ofte kunne man finde gamle rumkort og spor
af glemt teknologi i de gamle skibe; en umådelig fristelse
for Imperiet, selv om de mystiske Genestealers ofte fandt bo i
vragenes umådelige labyrinter af kamre og korridorer. For
at få fat i oplysningerne sendte flåden små
grupper af armerede Space Marines i Terminator Armour ind for
at udrydde de savlende monstre. I spilpakken fik man korridorer
og kamre nok til at spille forskellige og efterhånden større
missioner, og to grupper af Space Marines og en bunke monstre
i plastik. Spilleren med marines havde masser af våben,
men et begrænset antal mænd og tid, mens Genestealer-spilleren
havde masser af tid og masser af monstre. De døde i hobetal,
men før eller senere løb våbnene tør
for ammunition og genestealerne kunne komme ind på livet
af de forhadte marines. Allerede dengang lagde Games Workshop
stor vægt på fortællingen i deres spil, og i
en af udvidelserne, Deathwing, fandtes nok en af de mest heroiske
fortællinger fra Warhammer universet, jeg har læst.
Space
Hulk var en glimrende introduktion til Warhammer 40.000
universet, så det måtte jeg selvfølgelig også
prøve. Warhammer 40.000 foregår ca. fyrre tusind
år ude i fremtiden. Menneskeheden bebor en million planeter,
i et overvældende imperium med tusinders års historie.
De har for længst opgivet at udvikle sig og er i stedet
stagneret i en undertrykkende og paranoid kultur. Kejseren ligger
døende i sin gyldne trone, fastholdt i et stasisfelt, som
lige akkurat holder ham i live. I hans sted regerer en korrupt
administration af fanatiske galninge. De prøver desperat
at fastholde, hvad de har - men det er en lang og pinefuld dødskamp
mod Imperiets fjender, der som ådselsfugle kun venter på
at kolossen skal blive så svækket, at de uhindret
kan kaste sig over kadaveret. Det er et mørkt og grusomt
univers.
Da
jeg begyndte at spille, var Warhammer 40.000 stadig ungt
og frisk. Det vil sige at der ikke var meget styr på reglerne.
Games Workshop havde sat en af deres mere optimistiske medarbejdere
til at lave de to første hærlister til rumelverne
og Space Wolves Spacemarines. Derefter trak de i nødbremsen,
og de efterfølgende bøger var noget mere.. realistiske.
Det betød desværre ikke, at de to første hære
blev lavet om, så i de efterfølgende år blev
vi der spillede andre hære tævet til pulp af spillere,
der udnyttede de to hærlister til det yderste. Som da jeg
under en kamp spurgte min modstander, hvor mange minusser jeg
ville få på at ramme hans übermench elverprins
på rumscooter:
"-5" (hvilket er et absurd handicap).
"-5? Jamen det kan ikke passe! Han står jo stille!!"
"Jamen det er også derfor du kun får -5",
smiskede min modstander...
Games
Workshop tog konsekvensen og lavede hele regelsystemet om for
en 4-5 år siden. Skønt mange af absurditeterne forsvandt,
mistede mange af enhederne også deres charme, for historierne
og reglerne passede ikke helt sammen længere. Regler har,
efter min knap så ydmyge mening, i det hele taget aldrig
været Games Workshops stærke side. I stedet har de,
de sidste tyve år, ved hjælp af artikler, regelbøger
og romaner opbygget et yderst dybt og komplekst univers, med utallige
forgreninger, anekdoter og sidehistorier, som er uden sidestykke
i industrien. Derfor synes jeg også, det er lidt trist,
at de i de senere år har skåret historierne fra i
regelsamlingerne, fordi mange spillere tilsyneladende blot interesserer
sig for de tørre tal.
Warhammer
Fantasy er egentlig den samme historie, bare sat i et mere
klassisk fantasy-univers med elvere, dværge og drager. Det
gamle Imperium er truet af fjender på alle sider, mens den
største fare, personificeret af de fire Kaos Guder, undergraver
Imperiet indefra. Byernes mørke og beskidte gyder og baggårde
gemmer på onde Kaoskulter og det der er værre, som
lokker med udfrielse fra hverdagens trælse slid. Men som
altid får staklerne mere end de beder om.
Warhammer Fantasy er et rimelig mørkt univers, men med
nogle flotte og farverige figurer, og spillet har altid haft et
stort publikum herhjemme. Der har ikke helt været den samme
historiemæssige udvikling i Warhammer Fantasy som hos spillets
'science fiction tvilling'. De anekdoter og små underlige
enheder, som jeg personligt holder af, er der ikke så mange
af. Warhammer Fantasy reglerne har dog altid fungeret bedre end
'science fiction varianten'. Der har aldrig været behov
for den store reformation, i stedet er reglerne nu blevet genudgivet
syv gange. Jeg har to gange prøvet at samle hære
til spillet, men det er aldrig rigtig blevet til noget - måske
fordi den hær jeg mest af alt har lyst til at male, er for
besværlig at få færdig og jeg nænner ikke
at lave et halvdårligt resultat.
Der har været alternativer til Games Workshop spil, men
udvalget har været begrænset til hvad butikkerne har
taget hjem og dem der har kastet sig ud i det - som jeg selv -
har ikke haft meget held med det.
Det
første spil jeg kastede mig over, var Warzone. Det
er et science fiction spil med gasmasker, mutanter og skyttegrave,
hvor hver spiller har 30-50 infanterister og nogle få lette
køretøjer. Spillet havde alternativ aktivering,
dvs. at man skiftedes til at flytte enheder i stedet for hære.
Det var første gang jeg stødte på den måde
at spille på - og den har været min favorit lige siden.
Warzone havde lidt tunge regler, fordi hver figur kunne lave tre
aktioner; f.eks. gå, skyde, skyde - gå, skyde, gå
- osv., hvilket gjorde at man ind i mellem flyttede én
figur af gangen. Men det var meget mere udfordrende end det jeg
kendte. Figurerne var ikke helt så pæne i udførelsen
som Games Workshops, men de var fantastisk stemningsfulde, da
de byggede på en 1. Verdenskrigs pastiche. Det var gotisk,
men uden fjollede kranier ud over det hele. Jeg malede omkring
et hundrede af figurerne - og så gik firmaet bag Warzone
konkurs.
Fuld
af optimisme faldt min kærlighed så på Void.
Igen bedre regler end Warhammer, med alternativ aktivering, detaljerede
våben, logiske regler. Ikke helt så mange muligheder
som Warzone, men på den anden side betød det et hurtigere
spil med masser af action, lidt flere figurer at flytte rundt
med og flere køretøjer. Figurerne haltede noget
efter. De var meget mere generiske science fiction end Warhammer
40.00 eller Warzone, med mange færre detaljer. I starten
havde de referencer til antikkens romere og grækere, men
det blev tonet ned, da de skiftede deres skulptør ud. Jeg
malede to hære - VASA som var meget inspireret af Japansk
Anime og Junkers, som var en blanding af Mad Max og romere. Vi
spillede intens i over 2-3år - så gik også det
firma konkurs.
Det
var ærligt talt ikke den fedeste oplevelse. Der sker noget
mærkeligt, når der ikke længere er opbakning
til ens spil: reglerne kan såmen være fine nok, men
alligevel er det som om at dampen går af dansen. Det er
lige som at samle på Kongeligt Porcelæn - man er meget
afhængig af moderfirmaet. Problemet forstærkes af,
at Danmark er et meget lille land med en lille spillerbase - måske
for lille til alternative spil. Der opstår små miljøer
hvor 3-7 mennesker spiller intenst, men hvis disse grupper splittes,
dør spillet ud igen. Men det er måske ved at ændre
sig takket være Internettet, der gør det muligt for
små miljøer at få kontakt med hinanden - og
jeg tror (og håber), at alternative spil får bedre
kår fremover. Et andet sted hvor Internettet har ændret
vilkårene, er kommunikationen går direkte mellem firmaer
og spillere. Et relativt nyt fænomen er, at skulptører
sælger deres figurer direkte til spillerne, uden om de etablerede
spilfirmaer og distributører. To eksempler på dette
er Hasselfree og Cobblestone Casting; to skulptører
der engang arbejde for firmaer, men nu sælger deres egne
figurer - ofte med et stærk personlig præg - direkte
til kunderne.
Hvad
er der at se frem til de næste par år? Jeg har kastet
mig over et 2. Verdenskrigsspil (som jeg krydser fingre for ikke
skal gå konkurs) som hedder Flames of War. Måden
det spilles på ligner Warhammer 40.000 og jeg er ikke et
sekund i tvivl om, at udgiveren prøver at kapre gamle W40K
spillere, som er blevet trætte af høje priser, kranier
og andet gotik. Jeg er ikke den eneste, for gennemsnitsalderen
blandt spillerne er overraskende høj. Det er også
på mange måder et ideelt spil at markedsføre,
for man får hele historien forærende.
Blandt andre seriøse alternativer finder vi franske Confrontation,
hvis figurer og bemaling har deres helt egen stil. De kan godt
være meget groteske i stilen, men ikke så overlæssede
med store våben og rustninger - og kan være meget
elegante. Jeg har ikke prøvet at spille det, så jeg
kender ikke reglerne, men figurerne er flotte. Og så er
der alle dem jeg endnu ikke har prøvet; Infinity, Warmachine
og Warlords. Der er mange fristelser og kun så meget
tid til at male dem.
Men det kommer der måske også en løsning på
- hvis man vil betale lidt ekstra, Mongoose Publishing laver figurkrigsspilsudgaver
af kendte science fiction tegneserier, film og tv-serier; som Judge Dredd, Babylon 5 og Starship Troopers. De
har annonceret en grundlæggende revidering af regelsystemet
til sidstnævnte - og at de som noget nyt vil tilbyde færdigmalede
figurer som alternativ til de traditionelle, som man selv skal
samle og male. Det er noget kætteri. Det er også en
fin mulighed for lidt ældre spillere som meget gerne vil
spille, men ikke har tid til at male. Det bliver sikkert relativt
dyrt, men spil som Heroclix har vist, er der nok et marked for
det.