Dette er ikke en kronologisk historisk oversigt over figurkrigsspillets historie, men en personlig beretning over de sidste 15 år som spiller. Artiklen har været bragt i festskriftet i forbindelse med afholdelsen af Viking-Con 25, men er her bragt i en udvidet og redigeret udgave.

I starten var kun rollespil. Muren var lige faldet, og den kolde krigs lange skygge endeligt forsvundet. Græsset var grønnere, og man kunne trække vejret lidt mere let. Der var ikke noget Internet, så det eneste jeg kendte til figurkrigsspil, var hvad jeg kunne finde i min københavnske rollespilsbutik. Det var ikke meget. Figurer var kun noget jeg brugte til rollespil - det andet var alt for dyrt og man skulle male for mange figurer. Så skete det, at Games Workshop fik lidt mere styr på, hvad de ville, og udsendte nye udgaver af deres to stamspil; Warhammer Fantasy og Warhammer 40.000 - og de lavede også et spil, som sendte mig ud på skråplanet. I parentes er Games Workshop for figurkrigsspil, hvad TSR var for rollespil og Microsoft er for computere - ikke til at komme uden om, og både elsket... og ind i mellem afskyet.

Space Hulk var et relativt simpelt spil sat i Warhammer 40.000 universet, og det osede af atmosfære. Rumskibe havde det med at forsvinde i det kaotiske rum, kun for at dukke op århundreder senere, ofte klumpet sammen til nærmest organiske konstruktioner kaldet Space Hulks. Man kunne finde gamle rumkort og spor af glemt teknologi i de gamle skibe; en umådelig fristelse for Imperiet, selv om de mystiske Genestealers ind i mellem fandt bo i vragenes umådelige labyrinter af kamre og korridorer. For at få fat i oplysningerne sendte flåden små grupper af armerede Space Marines i Terminator Armour ind for at udrydde de savlende monstre. I spilpakken fik man korridorer og kamre nok til at spille forskellige og efterhånden større missioner, og to grupper af Space Marines og en bunke Genestealers. Spilleren med marines havde masser af våben, men et begrænset antal mænd og tid, mens Genestealer-spilleren havde masser af tid og masser af monstre. De døde i hobetal, men før eller senere løb våbnene tør for ammunition og genestealerne kunne komme ind på livet af de forhadte marines. Allerede dengang lagde Games Workshop stor vægt på fortællingen i deres spil, og i en af udvidelserne, Deathwing, fandtes nok en af de mest heroiske fortællinger fra Warhammer universet, jeg har læst.

Da jeg begyndte at spille, var Warhammer 40.000 stadig ungt og frisk. Det vil sige, at der ikke var meget styr på reglerne. Games Workshop havde sat en af deres mere optimistiske medarbejdere til at lave de to første hærlister til rumelverne og Space Wolves Spacemarines. Derefter trak de i nødbremsen, og de efterfølgende bøger var noget mere.. realistiske. Det betød desværre ikke, at de to første hære blev lavet om, så i de efterfølgende år blev vi der spillede andre hære tævet til pulp af spillere, der udnyttede de to hærlister til det yderste - som da jeg under en kamp spurgte min modstander, hvor mange minusser jeg ville få på at ramme hans übermench elverprins på rumscooter:
"-5" (hvilket er et absurd handicap).
"-5? Jamen det kan ikke passe! Han står jo stille!!"
"Jamen det er også derfor du kun får -5", smiskede min modstander...

Games Workshop tog konsekvensen og lavede hele regelsystemet om for en 4-5 år siden. Skønt mange af absurditeterne forsvandt, mistede mange af enhederne også deres charme, for historierne og reglerne passede ikke helt sammen længere. Regler har, efter min knap så ydmyge mening, i det hele taget aldrig været Games Workshops stærke side. I stedet har de, de sidste tyve år, ved hjælp af artikler, regelbøger og romaner opbygget et yderst dybt og komplekst univers, med utallige forgreninger, anekdoter og sidehistorier, som er uden sidestykke i industrien. Derfor synes jeg også, det er lidt trist, at de i de senere år har skåret historierne fra i regelsamlingerne, fordi mange spillere tilsyneladende blot interesserer sig for de tørre tal.

Warhammer Fantasy er egentlig den samme historie, bare sat i et mere klassisk fantasy-univers med elvere, dværge og drager. Det gamle Imperium er truet af fjender på alle sider, mens den største fare, personificeret af de fire Kaos Guder, undergraver Imperiet indefra. Byernes mørke og beskidte gyder og baggårde gemmer på onde Kaoskulter og det der er værre, som lokker med udfrielse fra hverdagens trælse slid. Men som altid får staklerne mere end de beder om.
Warhammer Fantasy er et rimelig mørkt univers, men med nogle flotte og farverige figurer, og spillet har altid haft et stort publikum herhjemme. Der har ikke helt været den samme historiemæssige udvikling i Warhammer Fantasy som hos spillets 'science fiction tvilling'. De anekdoter og små underlige enheder, som jeg personligt holder af, er der ikke så mange af. Warhammer Fantasy reglerne har dog altid fungeret bedre end 'science fiction varianten'. Der har aldrig været behov for den store reformation, i stedet er reglerne nu blevet genudgivet syv gange. Jeg har to gange prøvet at samle hære til spillet, men det er aldrig rigtig blevet til noget - måske fordi den hær jeg mest af alt har lyst til at male, er for besværlig at få færdig og jeg nænner ikke at lave et halvdårligt resultat.

Der har været alternativer til Games Workshop spil, men udvalget har været begrænset til hvad butikkerne har taget hjem og dem der har kastet sig ud i det - som jeg selv - har ikke haft meget held med det.Det første spil jeg kastede mig over, var Warzone. Det er et science fiction spil med gasmasker, mutanter og skyttegrave, hvor hver spiller har 30-50 infanterister og nogle få lette køretøjer. Spillet havde alternativ aktivering, dvs. at man skiftedes til at flytte enheder i stedet for hære. Det var første gang jeg stødte på den måde at spille på - og den har været min favorit lige siden. Warzone havde lidt tunge regler, fordi hver figur kunne lave tre aktioner; f.eks. gå, skyde, skyde - gå, skyde, gå - osv., hvilket gjorde at man ind i mellem flyttede én figur af gangen. Men det var meget mere udfordrende end det jeg kendte. Figurerne var ikke helt så pæne i udførelsen som Games Workshops, men de var fantastisk stemningsfulde, da de byggede på en 1. Verdenskrigs pastiche. Det var gotisk, men uden fjollede kranier ud over det hele. Jeg malede omkring et hundrede af figurerne - og så gik firmaet bag Warzone konkurs.

Det var ærligt talt ikke den fedeste oplevelse. Der sker noget mærkeligt, når der ikke længere er opbakning til ens spil: reglerne kan såmen være fine nok, men alligevel er det som om at dampen går af dansen. Det er lige som at samle på Kongeligt Porcelæn - man er meget afhængig af moderfirmaet. Resultatet er at nye spillere og butikker er tilbageholdne med at kaste sig ud i nye spil, og markedet derfor kan være meget konservativt. Problemet forstærkes af, at Danmark er et meget lille land med en lille spillerbase - måske for lille til alternative spil. Der opstår små miljøer hvor 3-7 mennesker spiller intenst, men hvis disse grupper splittes, dør spillet ud igen. Men det er måske ved at ændre sig takket være Internettet, der gør det muligt for små miljøer at få kontakt med hinanden - og jeg tror (og håber), at alternative spil får bedre kår fremover. Et andet sted hvor Internettet har ændret vilkårene, er kommunikationen går direkte mellem firmaer og spillere. Et relativt nyt fænomen er, at skulptører sælger deres figurer direkte til spillerne, uden om de etablerede spilfirmaer og distributører. To eksempler på dette er Hasselfree og Cobblestone Casting; to skulptører der engang arbejde for firmaer, men nu sælger deres egne figurer - ofte med et stærk personlig præg - direkte til kunderne.

Hvad er der at se frem til de næste par år? Jeg har kastet mig over et 2. Verdenskrigsspil (som jeg krydser fingre for ikke skal gå konkurs) som hedder Flames of War. Måden det spilles på ligner Warhammer 40.000 og jeg er ikke et sekund i tvivl om, at udgiveren prøver at kapre gamle W40K spillere, som er blevet trætte af høje priser, kranier og andet gotik. Jeg er ikke den eneste, for gennemsnitsalderen blandt spillerne er overraskende høj. Det er også på mange måder et ideelt spil at markedsføre, for man får hele historien forærende.

Blandt andre seriøse alternativer finder vi franske Confrontation, hvis figurer og bemaling har deres helt egen stil. De kan godt være meget groteske i stilen, men ikke så overlæssede med store våben og rustninger - og kan være meget elegante. Jeg har ikke prøvet at spille det, så jeg kender ikke reglerne, men figurerne er flotte. Og så er der alle dem jeg endnu ikke har prøvet; Infinity, Warmachine og Warlords. Der er mange fristelser og kun så meget tid til at male dem.
Men det kommer der måske også en løsning på - hvis man vil betale lidt ekstra, Mongoose Publishing laver figurkrigsspilsudgaver af kendte science fiction tegneserier, film og tv-serier; som Judge Dredd, Babylon 5 og Starship Troopers. De har annonceret en grundlæggende revidering af regelsystemet til sidstnævnte - og at de som noget nyt vil tilbyde færdigmalede figurer som alternativ til de traditionelle, som man selv skal samle og male. Det er noget kætteri. Det er også en fin mulighed for lidt ældre spillere som meget gerne vil spille, men ikke har tid til at male. Det bliver sikkert relativt dyrt, men spil som Heroclix har vist, er der nok et marked for det.